Brand i etageejendom

Torsdag aften måtte politi og brandvæsen rykke ud til en kælderbrand i Silkeborg. Branden er formentlig påsat.

Politiet formoder, at en brand i en kælder på Lupinvej 28 i Silkeborg torsdag aften er påsat.

Omkring klokken 23 rykkede politi og brandvæsen ud til branden. I en kælderskakt under en etageejendom stod en indkøbsvogn med sorte affaldssække i flammer.

Ingen personer var umiddelbart i fare, men ilden var skyld i kraftig røgudvikling, og væggene i kælderskakten blev sodet til.

Politiets teknikere undersøgte brandstedet, og før resultaterne af undersøgelserne foreligger, kan politiet ikke endeligt slå fast, at branden var påsat.