Brabrand og Aarhus Fremad fik point
Brabrand tog point fra Køge i 1. division i fodbold. Aarhus Fremad spillede uafgjort mod HIK.
1. divisionsklubben Brabrand IF nægter at give op.
Trods en placering nederst i tabellen er det lykkedes den århusianske fodboldklub at spille uafgjort hele tre gange på to uger.
Lørdag eftermiddag formåede århusianerne således at tage point fra Køge foran 216 tilskuere på hjemmebane.
Kampen endte 1-1, og havde det ikke været for sjællændernes udlignende mål i overtiden havde århusianerne snuppet alle tre point.
Også Aarhus Fremad fik et enkelt point ekstra på kontoen lørdag eftermiddag. Århusianerne spillede på hjemmebane 0-0 mod HIK.
Søndag tager AGF til Haderslev, hvor modstanderen er Sønderjyske. Lykkes det AGF at vinde kampen, rykker århusianerne foran sønderjyderne i toppen af tabellen.