BR og Toys'R'Us aflyser dansk udsalg
Sådan er vilkårene, når man sidder med et konkursbo, siger fungerende talsperson
Konkursboet efter Top-Toy har torsdag valgt at aflyse det ellers planlagte udsalg i udvalgte butikker på tværs af landet.
Det betyder, at alle danske butikker indtil videre holder lukket.
Læs også
De fem BR- og 21 Toys”R”Us-butikker, der har holdt åben siden konkursen, lukker torsdag aften. Samtidig er medarbejderne fritstillet.
Det har hidtil været meldt ud, at blandt andre butikkerne i Aarhus og Randers ville holde åbent som 'en del af forberedelserne til et større januarudsalg'.
Anden part vil købe
Beslutningen om at aflyse det planlagte udsalg er truffet af konkursboets kuratorer, der arbejder på at realisere boets værdier helt eller delvist.
Læs også
- Det er en kompleks opgave, og alle gør deres bedste for at løse opgaven. Sådan er vilkårene bare, når man sidder med et konkursbo, siger fungerende talsperson for Top-Toy Lars Bo Kirk til TV2 ØSTJYLLAND.
Kort dødedans ved juletid
Ifølge ham er der primært to årsager til, at udsalget alligevel ikke bliver til noget på trods af tidligere udmeldinger.
- Den ene hænger sammen med en teknisk forklaring, som bunder i konkurslovgivningen. Samtidig er der nu lige nu realitetsforhandlinger med en aktør, der vil købe hele eller dele af Top-Toy, siger Lars Bo Kirk til TV2 ØSTJYLLAND.
Lars Bo Kirk vil ikke udtale sig om, hvem 'aktøren' er. Den danske netbutik Coolshop har tidligere bekræftet, at netbutikken er interesseret i at overtage en række Fætter BR-butikker og en del af legetøjskædens varelager.
Allerede i efteråret måtte Top-Toy gå i rekonstruktion, men et skidt julesalg tog endegyldigt livet af firmaet i starten af januar.
Top-Toys dødedans startede 30. november, hvor selskabet efter et stort underskud gik i rekonstruktion. Kort før jul blev kreditorerne enige om en plan, der skulle give Top-Toy seks måneder til at redde sig.
Læs også
Men få dage efter jul måtte selskabet alligevel give fortabt.
- Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af Top-Toy.
- Men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtalte Top-Toys administrerende direktør, Per Sigvardsson, på det tidspunkt.