Bortførte et-årigt barn efter drabs-trusler
En 28-årig mand bortførte i går sit eget barn, som han havde fået udleveret efter trusler om vold og drab i Ry.
Barnet på et år var på morens bopæl i Ry, hvor manden mødte op. Her truede han med vold og med at slå både mor og barn ihjel, hvis han ikke fik barnet. Det fik kvinden til at adlyde. Det skriver Horsens Folkeblad.
Herefter forsvandt manden i en uindregistreret bil. En større eftersøgning blev sat i gang, og først på aftenen lykkedes det at finde den 28-årige.
Han havde ikke barnet hos sig, men det blev senere fundet hos noget familie i Silkeborg. Herefter kunne barnet bringes tilbage til moren i Ry.
Den 28-årige blev i går fremstillet i grundlovsforhør i Horsens, hvor han uden held forsøgte at stikke af. Herefter valgte dommeren at fængsle ham frem til den 16. november.