Børnehjælpsdagen prøver igen
Børnehjælpsdagens forsøg med et sommermarked I Århus har ikke fået bankbogen til at bugne. Men de vender tilbage.
Weekendens sommermarked på Tangkrogen trak ikke fulde huse, og det økonomiske resultat er derfor ikke noget, der får arrangørerne, den humanitære organisation Børnehjælpsdagen, til danse i rundkreds.
Omkring 15.000 besøgende lagde vejen forbi Tangkrogen i weekenden, og det betyder, at det hele faktisk kun lige hænger sammen, skriver Århus Stiftstidende.
Alligevel er der ikke utilfredshed at spore hos arrangørerne, som hermed debuterede som "kræmmere" i Jylland.
I de seneste år har organisationen drevet kræmmermarked på Bellahøj ved København.
Nu var det så blevet tid til at tage chancen på den anden side af vandet.
- Vi har fået 2,6 millioner kroner til et stort projekt, der betyder, at vi også åbner kontor i Århus. Derfor vil vi gerne gøre os mere bemærkede i den jyske hovedstad. Vi er godt klar over, at det tager tid at bygge sådan et kræmmermarked op. Første år vi var på Bellahøj, trillede millionerne jo heller ikke ind, siger Klaus Gjede, som er direktør for Børnehjælpsdagen.
Derfor planlægger man også at vende tilbage næste år.
Ansøgningen er allerede sendt til kommunen.