Børnehavebørn skal have mad fra Hamborg
Børn i Horsens Kommune får mad fra Tyskland og Sverige, når de efter nytår skal have serveret frokost i daginstitutionerne.
Madpakkerne bliver leveret fra det nordjyske firma 'Mad til alle', der producerer maden hos underleverandører i Hamborg og Varberg i Sverige.
Maden køres fra Tyskland og Sverige til Horsens fem gange om ugen.
Horsens Kommune fik under licitationen kun to tilbud, som levede op til kommunens krav til pris og kvalitet af maden til de i alt 1.527 børn i kommunens daginstitutioner. Ingen af dem var lokale eller fra landsdelen.
Formand for forældrebestyrelsen i Stensballe Rasmus Nyholm Jørgensen undrer sig over, at det ikke var muligt at finde en lokal udbyder af maden.
- Principielt er det jo fuldstændig sindssygt, at Horsens Kommune nu pumper penge til udlandet. Alle de penge, vi kunne have brugt i lokalsamfundet, ryger nu til Hamborg. Det er da hul i hovedet, siger Rasmus Nyholm Jørgensen til DR Nyheder.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.