Borgmester glad for motorvejs-afgørelse
Borgmester Jens Erik Jørgensen (K) er glad for, at der efter 18 års tovtrækkeri er indgået aftale om Silkeborg-motorvejen.
Efter 18 års diskussion om linjeføringen af den kommende motorvej ved Silkeborg, er der nu omsider truffet en afgørelse.
Det er status, efter regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre torsdag besluttede, at motorvejen ved Silkeborg skal bygges via den såkaldte Kombilinje, der går igennem Silkeborg by.
Aftalen udelukker dermed definitivt Resendallinjen, der krydser Gudenådalen.
Silkeborgs borgmester, Jens Erik Jørgensen (K), er glad for, at arbejdet med at anlægge den længe ventede motorvej snart kan gå i gang - også selv om han hellere havde set, at vejen blev ført igennem Gudenådalen.
- Først og fremmest er jeg glad for, at vi nu har en afgørelse. Det har vi ventet på længe. Men der er selvfølgelig en lille skuffelse over, at det ikke blev den linjeføring, vi havde håbet, sagde han i et direkte interview til TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag aften.