Bombetrussel afblæst
Der var ingen bombe i bygningen
8. maj 2014, kl. 16:08
Mere end 30 dage gammel
Bombealarmen ved inkassofirmaet Lindorff i Horsens er afblæst.
- Vi har gennemgået bygningen med bombehunde uden at finde noget mistænkeligt, og afspærringen af området er ophævet, siger vagtchef Claus Hansen fra Sydøstjyllands Politi.
Klokken 12.24 ringede en person til firmaet og fortalte, at der var en bombe i bygningen.
Politiet tog ingen chancer, men ryddede bygningen og sendte 50 personer på gaden, mens man ventede på bombehundene.
Men midt på eftermiddagen kunne alarmen altså afblæses igen.
Ifølge politiet er ingen endnu sigtet for at have indtelefoneret truslen.