Blev syg af at spise grisesylte
En østjysk landmand har fået to millioner kroner i erstatning, efter at han blev syg af en spise en grisesylte.
En landmand fra Mariager-området er blevet tilkendt erstatning, fordi han og hans kone blev syge efter at have spist en dårlig grisesylte i julen 1991.
Men det var på et hængende hår, at Højesteret forleden dømte Gjerlev Brugsforening til at betale manden 849.850 kroner. Dommerstemmerne stod 3-2.
Med renter kommer det samlede beløb op på cirka to millioner kroner, oplyser mandens advokat, Henrik Hougaard fra Århus.
- Det har været en lang kamp for ham at få anerkendt lidelsen, siger advokaten.
Landmanden, Folmer Domino, fik akut maveforgiftning, da han havde spist sylten, og var indlagt i nogle dage. Han døjede med kvalme, åndenød, svimmelhed og smerter på grund af bakterien yersinia. Han kunne ikke længere passe sin gård og dyr, og i den første tid måtte en husbondafløser og familiemedlemmer overtage arbejdet.
Og i dag - altså 14 år efter - er han fortsat mærket. - Han måtte opgive sit erhverv og sælge gården, siger advokat Henrik Hougaard. /ritzau/