Bilister tiltales for at hjælpe flygtninge
Syv personer er nu blevet tiltalt for at have fragtet flygtninge gennem landet
I fredags blev en 41-årig østjyde idømt en bøde på 5000 kr. for at køre en flygtning fra grænsen og til færgen mod Sverige. Nu kan flere domme være på vej.
Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har nemlig onsdag valgt at rejse tiltale mod i alt syv personer for i dagene omkring 7. september 2015 at have bistået udlændinge med at opholde sig i Danmark og hjælpe dem gennem landet.
Østjysk mand dømt for at køre afghanere til færgen
- Sagerne har været en del fremme i pressen, også som følge af flere af de impliceredes offentliggørelse af deres handlinger på de sociale medier, siger chefanklager Henriette Rosenborg Larsen i en pressemeddelelse.
Hun oplyser, at de syv tiltalte fordeler sig på fire forskellige sager. Alle er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 - også kaldet "den milde" paragraf for menneskesmugling.
Erkendte liftet i retten
- Udgangspunktet for strafudmålingen i den type sager er fængsel, men grundet sagernes særlige omstændigheder har vi - koordineret med de lignende sager fra det jyske - besluttet alene at nedlægge påstand om bødestraf, siger Henriette Rosenborg Larsen.
Det samme var altså tilfældet fredag, hvor den 41-årig østjydes ønske om at hjælpe en flygtningefamilie resulterede i en bøde på 5000 kroner.
Uvidenhed om loven er ingen undskyldning
Dommen blev afsagt af Retten i Randers efter et kort retsmøde, hvor manden erkendte, at han 8. september sidste år gav fem afghanske flygtninge et lift fra den nordtyske by Flensborg til færgelejet i Grenaa.
Sagen var langt fra den første for overtrædelse af udlændingeloven. Men det var den første retssag oven på den stribe af sager, som politiet rejste mod danske bilister, der gav flygtninge et lift omkring 7.-9. september sidste år.
Accepterede bøde på 5000 kr.
I retten lagde både anklager og forsvarer vægt på, at det altruistiske motiv burde tælle som en formildende omstændighed.
Mens forsvarsadvokat Peter Zacher advokerede for straffrihed, idet han mente, at der blot var tale om en god gerning, ønskede anklageren en bøde på 15.000 til manden.
Anklager: Tilfreds med en afgørelse
Det endte med en bøde på en tredjedel af det beløb, og anklageren var tilfreds med, at retten nu har taget stilling til sådan en sag. Den 41-årige valgte at acceptere bøden.
Nu er det kun om til statsadvokaten at afgøre, om landsretten også skal kigge på sagen.
TV 2 | ØSTJYLLAND lavede et indslag med manden, inden han skulle for retten. Det kan du se herunder: