Bil kørte i vandet - én person død
Dykkere og helikopter deltog torsdag aften i en større eftersøgning ved udmundingen af Randers Fjord.
10. jan 2008, kl. 22:00
Mere end 30 dage gammel
Èn person blev kort før klokken 22 torsdag aften fundet død ved færgelejet i Udbyhøj på sydsiden af Randers Fjord.
Ved 19-tiden så vidner en bil køre ud over kajkanten. Bilen havde lygterne tændt.
En større redningsaktion blev derefter stablet på benene. Falck sendte blandt andet dykkere i det iskolde vand, og en helikopter fra Flyvevåbnet blev sendt til vejrs for at deltage i eftersøgningen.
Kort før klokken 22 blev bilen fundet. Ifølge Falck befandt der sig en mand i bilen.
Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder i forbindelse med episoden.