Biffen fejrer 25 års jubilæum
Frivillige driver biografen i Odder
Søndag var billetprisen i Biffen i Odder sat ned til 25 kroner. Det skyldtes, at biografen kunne fejre sit 25 års jubilæum.
Finn Holmgaard har været med til at vise fim i biografen næsten lige så længe, som Biffen Odder har eksisteret.
Han deler sin passion for den lille biograf sammen med omkring 100 andre frivillige, og sammen står de for at holde biografen kørende og sælge popcorn og sodavand.
- Det betyder et stort socialt fællesskab med en helt masse andre menneske, som jeg har det rigtig godt med, siger Finn Holmgaard, der er formand for Biffen Odder.
Den oprindelige biograf lukkede i 1989, men allerede året efter genopstod den - men denne gang som en forening, da en gruppe frivillige ikke ville lade den dø.
En af de frivillige i biografen i dag er Anne-Marie Andersen.
- Jeg har meldt mig som frivillig, fordi jeg blev pensionist og syntes, at jeg havde noget tid til overs, og så ville jeg gerne være med til at bevare de kulturelle tilbud, som vi har i Odder. Hvis vi skal det, så må vi hjælpes ad, siger hun.
Lige nu går det så godt i Biffen Odder, at de drømmer om at udvide med endnu en sal.
Du kan se mere om fødselsdagen i indslaget øverst på siden.