Betjent fængslet for påsatte brande
Politibetjent fra Silkeborg er blevet varetægtsfængslet i fire uger for seks påsatte brande i sit lokalområde.
Politiassistenten blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Viborg, hvor dommeren lukkede dørene for offentligheden.
Kort før klokken 16 blev det afgjort, at betjenten skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Politiassistenten nægter sig skyldig, men vil gerne udtale sig over for retten, erklærede han. Han sigtes for i alt seks påsatte brande, de to på sin egen ejendom i Silkeborg.
Politiets efterforskning er i en så indledende fase, at det ville kunne skade, hvis offentligheden får mere at vide, siger dommeren som begrundelse for at lukke dørene.
Politiassistenten sigtes ildspåsættelse mod begge sine naboer. Den første mod den 84-årige den 4. februar, hvor naboen altså ifølge anklageren var i livsfare. Under ildspåsættelsen mod den anden nabo den 5. marts brændte garagen.
Desuden skal manden to gange have sat ild på sin egen ejendom.
Første gang den 20. februar, da brandvæsenet nåede frem, inden ilden gjorde større skade. Men anden gang, den 1. marts, medførte ildspåsættelsen omfattende skader.
Desuden sigtes politiassistenten for to andre påsatte brande i sit lokalområde.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.