Berlingske Media solgt
Østjyske aviser skal have ny ejer
Berlingske Medias ejer siden 2006, britiske Mecom Group, har indgået aftale med belgiske De Persgroep om salg af det danske mediehus for 1,832 milliarder kroner, oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.
Berlingske Media tæller blandt andet Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis samt en lang række andre aviser.
Handlen forudsætter godkendelse fra Mecoms aktionærer på en generalforsamling efter sommer samt accept fra de hollandske konkurrencemyndigheder, fordi De Persgroep i forvejen driver store medieaktiviteter i Holland.
Handlen ventes derfor at falde endeligt på plads omkring årsskiftet.
- Jeg er sikker på, at Berlingske Media med De Persgroep som ny ejer vil få mulighed for at styrke positionen på det danske marked og for at udvikle virksomheden som en del af en meget succesfuld europæisk mediekoncern, udtaler koncernchef Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.
- Vores tankesæt og virksomheder minder rigtigt meget om hinanden. Vi kan få god inspiration af, hvad Persgroep har opnået af resultater på et tidspunkt, hvor vores egen virksomhed også er i en positiv udvikling, tilføjer hun.
De Persgroep havde sidste år en omsætning på 6,7 milliarder kroner og et driftsresultat på cirka 974 millioner kroner, skriver b.dk.
Mediekonvernen udgivelser omfatter blandt andet Belgiens bedst sælgende avis, Het Laatste Nieuws, med et dagligt oplag på 280.000 og flere end 1,1 millioner læsere samt De Morgen med 250.840 læsere.
I Holland udgiver De Persgroep blandt andet fire dagblade med Algemeen Dagblad som det største med godt 1,4 millioner daglige læsere.
Fakta om Berlingske Medias nye ejer
* De Persgroep er ejet af Van Thillo-familien.
De Persgroep udgiver blandt andet:
- Het Laatste Nieuws, belgisk dagblad med 1.183.460 læsere.
- Algemeen Dagblad, hollandsk dagblad med 1.466.000 læsere.
- De Volkskrant, hollandsk dagblad med 789.000 læsere.
- De Morgen, belgisk dagblad med 250.840 læsere.
- 7sur7.be, belgisk nyhedssite med 244.615 webbrugere.
- Trouw, hollandsk dagblad med 308.000 læsere.
- Het Parool, hollandsk dagblad med 213.000 læsere..
* De Persgroep ejer desuden flere magasiner, radiostationer samt hjemmesider med forskellige services.
* Omsætning i 2013: 6,7 milliarder kroner.
* Driftsresultat i 2013: 974 millioner kroner
Kilde: Berlingske og De Persgroep