Bekymret over trusler mod politielever med mellemøstlig baggrund
Østjyllands Politi er bekymret over, at to politielever er blevet truet af to unge med en kamphund. Både de unge og politieleverne har en mellemøstlig oprindelse.
Østjyllands Politi er bekymret over, at to politielever med mellemøstlig baggrund i tirsdags blev truet på livet i Gellerup, hvor de bor. Det skriver Århus Stiftstidende.
Truslerne kom fra to unge mænd på 19 og 20, der har samme baggrund, og som havde en kamphund. Den ene af de unge kaldte også den ene politielev for "forræder".
- Det er altid alvorligt, når politifolk på grund af deres hverv trues i deres fritid. Her gik det tilmed ud over to unge og dygtige politifolk med samme etniske baggrund som de sigtede. Vi lægger netop mange kræfter i at skabe et bredt sammensat korps med flere politifolk af udenlandsk herkomst. Vi håber ikke, at hændelserne i Gellerupparken vil gøre andre med samme baggrund bange, så de afholder sig fra at søge ind til politiet, siger chefpolitiinspektør John Jacobsen fra Østjyllands Politi.
De to politielever fik hurtigt hjælp fra Århus Politigård. Betjente i otte patruljevogne anholdt de to unge, som i går blev fremstillet i retten. Her blev de løsladt, men den afgørelse er kæret.