Behnke ramt af alvorlig sygdom
Tom Behnke stopper som præsident hos Beredskabsforbundet
Den Konservative politiker Tom Behnke trækker sig fra sin post som præsident for Beredskabsforbundet.
- Jeg har været ramt af alvorlig sygdom, hvilket også har betydet, at jeg har måttet tage orlov fra Folketinget. Jeg er igang med at blive helt fit for fight igen, og det betyder desværre, at jeg også må sige farvel til Beredskabsforbundet, siger Tom Behnke til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Mit primære mål er lige nu at komme tilbage til Folketinget inden der udskrives valg, så jeg kan få afsluttet min tid der på ordentlig vis.
Tom Behnke, der tilbage i november meddelte, at han ikke genopstiller til det kommende folketingsvalg, gik i begyndelsen af februar på sygeorlov fra Folketinget.
Tom Behnke har siddet i Folketinget i 25 år. Først for Fremskridtspartiet og siden for De Konservative.
Han ønsker fortsat at holde yderligere oplysninger om sin sygdom privat.