Bechmann stadig et emne
Tommy Bechmann fik søndag næsten fuld spilletid for Bochum i den tyske 2. Bundesliga, men AGF-træner Ove Pedersen vil endnu ikke afskrive ham i Århus-klubben.
Tommy Bechmann har længe spøgt i AGF, men trods næsten fuld spilletid i Bochums opgør i 2. Bundesligaen søndag, vil AGF-træner Ove Pedersen ikke udelukke, at han vender tilbage til Superligaen.
- Vi tager først en snak i klubben mandag om mulighederne, siger Ove Pedersen. I søndagens udgave af Århus Stiftstidende gav Ove Pedersen udtryk for to mulige scenarier, hvor Tommy Bechmann er en del af det ene, men ikke det andet. Og indtil nu har det springende punkt været, hvorvidt træner Marcel Koller vil bruge den tidligere Esbjerg-spiller i den tyske klub.
Hvis ikke, kunne det åbne for et skifte til AGF, men selv om Tommy Bechmann spillede 84 minutter i Bochums 3-0-sejr over Saarbrücken, hvor han endda lagde op til føringsmålet, afviser Ove Pedersen at afskrive muligheden for at hente ham hjem.
- Det er for tidligt at sige noget endnu, så der er ingen nyheder. Mandag finder vi ud af, hvad vi gør, men der kommer nok ikke nyt den første uges tid, siger Ove Pedersen, som trods alt under sin opfindelse fra tiden i Esbjerg succes syd for grænsen.
- Jeg har altid håbet, at Tommy ville få sit internationale gennembrud, så hvis det sker, ønsker jeg ham held og lykke, siger AGF-træneren, som fortsat håber at hente en eller muligvis to spillere til Fredensvang, inden transfervinduet lukker om en god uges tid. /ritzau/