Bankrøveri i Hasle
Ung mand bevæbnet med kniv begik røveri mod Den Danske Banks afdeling på Viborgvej i Århus-forstaden Hasle.
En 15-25 årig tavs maskeret mand bevæbnet med en kniv begik kl. 11.52 i dag røveri mod Den Danske Banks afdeling på Viborgvej 146 i Hasle i udkanten af Århus.
Efter at være kommet ind i banken gik han uden at sige noget direkte mod kassen, mens han holdt kniven foran sig. Han hoppede over skranken, forsynede sig med penge og hoppede tilbage igen, fortsat uden at sige et ord.
Det er endnu uvist, hvor stort røverens udbytte blev, oplyser vagthavende hos Århus Politi.
Efter røveriet forsvandt han ad Viborgvej på en sort eller blå EU-scooter eller knallert 30. Vidner har set ham køre ud ad Herredsvej, hvor han forsvandt i et stisystem.
Vidner kan kontakte Århus Politi på tlf. 87 31 14 48.