Bank overhørte advarsler om sikkerhed
For over tre år siden advarede Århus politi Danske Bank mod at omlæsse millioner af kroner under åben himmel.
De var blevet advaret. Og alligevel gik det galt mellem jul og nytår.
For over tre år siden advarede Århus politi Danske Bank mod at omlæsse millioner af kroner under åben himmel i gården til det store pengelager i Brabrand.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Arbejdsmiljøchef Kaj Larssen fra Danske Bank erkender, at politiet efter et muligt tyveriforsøg i 2004 mod pengelageret på Edwin Rahrs Vej udarbejdede en detaljeret rapport: Punkt for punkt var der konkrete anbefalinger til at bedre sikkerheden i og uden for depotet med store formuer.
Ifølge Århus Stiftstidendes oplysninger pegede politiet også på, at potentielle tyve kunne observere livets gang i gården udefra. Blandt andet fra en tankstation ved siden af depotet.
- Vi opfordrede dengang selv politiet til at rådgive os om stramning af sikkerheds-procedurer. Vi fik en rapport, og vi fulgte op på politiets anvisninger. Vores achilleshæl, som er omladningen af penge fra depotet i bygningen til transportbiler, skete derfor fremover fortrinsvis inden døre, helt i tråd med politiets råd. Men desværre ikke altid. Nogle gange foregik omladningen ude i gården, desværre også 27. december 2007, siger Kaj Larssen.
På mindre end et minut bragede fire tyve en bil gennem hegnet, samlede 20 poser med en formue på 26 millioner kroner sammen i et lagen og forsvandt.
De eftersøges stadig.