Bange kvinde stak sin samlever i maven
En 30-årig kvinde fra Grenaa stak fredag sin samlever i maven under et skænderi i hjemmet. Politiet kræver kvinden fængslet.
Kvinden ringede selv til politiet og fortalte om episoden, men forsøgte i første omgang at slippe af sted med en løgnehistorie, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
- Kvinden fortalte, at manden var faldet uheldigt og havde stukket sig selv. Men det passede ikke, og det fandt vi hurtigt ud af, fortæller vagtchefen til Ritzau.
Kvinden har angiveligt følt sig truet under husspektaklerne, da hun stak sin jævnaldrende kæreste. Offeret blev kørt til sygehuset i Randers og er uden for livsfare.
Politiet har anholdt kvinden og sigtet hende for grov vold. Hun fremstilles lørdag formiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.