Ballade på Nørrebro rammer Århus

Da Ungdomshuset på jagtvej blev ryddet tidligere i år, hjalp østjyske betjente til. De timer skal nu afspadseres henover julen.

Der bliver ingen nye storstilede politiaktioner i Århus i december, og det bliver sværere at få fat betjente på politistationen. De afspadserer nemlig i stor stil i julen, primært på grund af deres hjælp ved urolighederne på Nørrebro i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

- Tilgængeligheden til politiet bliver lidt ringere. Hvis man vil vide noget om en sag, kan man komme til at vente længere på et svar, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, John Thorup Jacobsen, til Nyhedsavisen.

Desuden mener han, at målrettede indsatser mod kriminalitet også bliver sat på vågeblus. Chefpolitiinspektøren understreger dog, at man fastholder det normale beredskab, og at forbrydere ikke skal føle sig fristet på grund af afspadseringen.