Bajram Fetai til FC Nordsjælland
Fodboldspilleren Bajram Fetai skifter til FC Nordsjælland, efter at han måtte forlade Silkeborg IF i unåde.
Fodboldspilleren Bajram Fetai skulle kun bruge godt en måned på at finde en ny klub.
I de seneste par uger har Fetai trænet med hos FC Nordsjælland, og han har gjort det så godt, at klubben har belønnet ham med en kontrakt, der løber fra 1. januar 2007 og halvandet år frem.
- Selvom vores angribere Nordstrand og Santala har haft et særdeles flot efterår, så er det vigtigt med konkurrence på alle positioner, og med den indstilling Bajram har lagt for dagen under sit prøveophold, så føler vi os allerede styrket angrebsmæssigt per 1. januar, siger FC Nordsjællands træner Morten Wieghorst i en pressemeddelelse.
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller startede sæsonen som Silkeborg-spiller, men en skalle afleveret i ansigtet på angrebskollegaen Hördur Sveinsson betød, at den jyske klub fritstillede Bajram Fetai.
- Det har været en utrolig positiv oplevelse at komme til FC Nordsjælland, og jeg er sikker på, at den offensive spillestil med stor fokus på teknisk fodbold vil bringe mig tilbage på rette spor, siger Bajram Fetai.
Bajram Fetai, der nu er 21 år, blev allerede som 18-årig hentet i B93 af den skotske storklub Rangers FC, men han formåede aldrig at slå igennem i det skotske og vendte efter et par år tilbage til dansk fodbold. /ritzau/
LÆS OGSÅ:Bajram" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15670">Bajram Fetai bliver i Nordsjælland (17/10-06)
Bajram" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15599">Bajram Fetai på vej til FCN (10/10-06)
Silkeborg-spiller" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15317">Silkeborg-spiller smidt af holdet (14/9-06)