Astronauter spiser østjysk yoghurt
Rumfartsorganisationen NASA har bestilt 100 portioner langtidsholdbar yoghurt fra mejeri i Brabrand.
Astronauterne ombord på den internationale rumstation er tilsyneladende vilde med Arlas yoghurt.
Derfor bestilte den amerikanske rumfartsorganisation NASA 100 pakker med yoghurt, forud for rumfærgen Discoverys afrejse til rumstationen den 4. juli.
- Man bestilte yoghurten med blåbær/hindbær smag lige før Discovery tog af sted, så det er meget sandsynligt, at den havde pakker med til astronauterne i rumstationen, fortæller projektleder for Arlas udvikling af mejeriprodukter til rumfart, Carsten Hallund Slot, til Jyllands-Posten.
Det er tredje gang, at NASA har bestilt yoghurt hos Arla. De første to gange med den 11 og 12 ekspedition til rumstationen blev varen testet, siden har den været en fast del af menukortet på rumstationen.