To års fængsel for overfald med økse
36-årig mand fra Silkeborg dømt for at have overfaldet sin kæreste med kødøkse og for at have hamret hendes hovede ind i en mur.
Den 36-årige Martin Kirkegaard Sørensen fra Silkeborg skal tilbringe de næste to år i fængsel. Det skriver Midtjyllands Avis. Straffen er han idømt ved retten i Viborg, efter han i to omgange gav sin kæreste en umenneskelig, hård medfart.
Den 25. oktober i fjor gik manden amok på sin 27-årige kæreste på Nylandsvej efter et længere skænderi ude på gaden. Hun forsøgte på et tidspunkt at gå fra ham, hvilket fik ham til at slå hende i armen med en kødøkse, som han havde med sig. Herefter stak Martin Kirkegaard Sørensen af.
Han blev ved retten i Viborg også dømt for ved en anden lejlighed at have hamret sin kærestes hoved ind i en murstensvæg, hvorefter han truede vidner med en luftpistol.
Den dømte har siddet varetægtsfængslet, men var i fire uger på fri fod, fordi han stak af i forbindelse med en mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Afdeling i Risskov, oplyser avisen.