Armbånd for tolerance er et hit
Århus Kommune har stor succes med at uddele armbånd, der skal fremme integrationen.
Et armbånd, der skal fremme integrationen, er blevet en kæmpe succes.
Ved en såkaldt 'Vågn op-koncert' for nylig i Gellerup blev armbåndet delt ud ved indgangen, og der er prestige i at gå med det.
- Farven er godt ramt og tiltaler de unge, siger aktivitetsleder ved aktivitetshuset Globus1, Tina Andersen, til dagbladet Urban.
På det turkisfarvede bånd, som Århus Kommune har fået lavet, står der 'Respekt, Dialog, Tolerance'. De første 5.000 er sluppet op, og torsdag blev det besluttet at lave 10.000 flere.
3.500 af dem skal deles ud ved den internationale 'Football Festival' i Århus til sommer.
Mange andre klubber og organisationer har spurgt efter armbåndet.
- Jeg havde en stak med i Aarhus Motor Klub i Grimhøj for nylig, og de unge stod i kø efter dem, fortæller rådmand Flemming Knudsen (S) til Urban.