Arla dropper omstridt gebyr
Arla Foods vil ikke hævne sig på landmænd, der prøver lykken hos andre mejerier. Derfor dropper selskabet et omstridt gebyr.
Bestyrelsen for mejerigiganten Arla Foods med hovedsæde i Århus har besluttet, at det for fremtiden skal være gratis for nye andelshavere at melde sig ind i det dansk-svenske mejeriselskab.
Dermed er det definitivt, at Arla afskaffer det indmeldelsesgebyr, som i 2003 og 2004 var medvirkende til, at selskabet kom ud i en mediestorm, der efterlod mejerikoncernen med alvorlige imagemæssige skrammer. Det skriver Jyllands-Posten.
Indmeldelsesgebyret, der typisk var på 100.000 kroner pr. landmand, blev opfattet som en regulær hævn mod landmænd, der i en periode havde søgt lykken hos andre, mindre mejerier.
Arlas bestyrelsesformand, Knud Erik Jensen, oplyser, at koncernen nu har ændret sin kapitalopbygning og indført såkaldte ejerbeviser.
Alle andelshavere - både nye og gamle - skal indbetale til ejerbeviserne i en given periode, men får pengene igen, når de forlader mejerikoncernen. /ritzau/