Århusianske nazister taler med næverne
Siden Dansk Front blev nedlagt i sommer, er de århusianske nazister blevet mere voldelige.
De venstreorienterede, anti-racisterne og bz'erne i Århus har fået det svært i Århus.
Årsagen er en stigende grad af voldelig adfærd blandt de århusianske nynazister, der kort sagt slår på tæven, når de øjner en mulighed, skriver Århus Stiftstidende.
- De gamle White Pride folk er gået på gaden for at slå, og der er kommet nye unge medløbere til. Næverne sidder mere løst, og volden er vokset, for nu skal de ikke længere holde navnet Dansk Front væk fra noget 'gris', siger Peter Hegner Bonfils, der er talsmand for AntiRacistisk Netværk i Århus, til avisen.
Siden Dansk Front blev nedlagt i sommer har der været tre-fire overfald i Århus på venstreorienterede, oplyser talsmanden, som mener, at der kan være flere, da mange sikkert vil tøve med at anmelde det.
Peter Hegner Bonfils får medhold i vurderingerne af sin tidligere modpart, Julius Børgesen, der har været talsmand for netop Dansk Front.
- I Dansk Front var der to fløje, de argumenterende og de rabiate. De sidste udgjorde en rabiat højrefløj, som efter at Dansk Front blev nedlagt, er gået i en mere rabiat retning, siger Julius Børgesen til Stiftstidende.