Århusianske lærere er stressede
40% af de århusianske lærere føler sig stressede, og det betyder, at de oftere er syge.
Arbejdspresset betyder, at to ud af fem århusianske folkeskolelærere ofte føler sig stressede på grund af deres job. Det viser en rundspørge, som Nyhedsavisen har lavet blandt lærerne i Århus Kommune.
Det er blandt andet et stigende antal opgaver og mere problematiske elever der spænder ben for lærernes egne ambitioner. Og det stresser.
- Det handler meget om, at man mangler tid til eleverne. Man ved, at nogle af dem går og tumler med nogle ting, men der er ikke længere tid til at tale individuelt med dem. Så føler man sig som en dårlig lærer, fortæller Søren Brøndum, som underviser i de ældste klasser på Gammelgårdskolen.
Lærernes stressniveau betyder, at oftere optræder i kommunens sygestatistik. Sidste år brugte de århusianske folkeskolelærere nemlig hele 8927 uger i sygesengen. Det er 1123 mere end i 2002 og en stigning på 14 procent. Og det er ikke influenza, der holder lærerne hjemme, siger formanden for Århus Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.
- Vi får flere og flere langtidssygemeldinger, som skyldes stress. I vores rådgivning taler vi med mange lærere, som fortæller, at der er for mange opgaver, og at de har for lidt indflydelse på deres eget arbejde, siger lærerformanden.
Hos Århus Kommune har man opmærksomhed på problemet.
- Det er alvorligt, og vi har et generelt problem med sygefraværet i Århus Kommune, som vi er i gang med at undersøge. Men vi må erkende, at vi endnu ikke har fundet ud af, hvad der virker, siger børn- og ungerådmand, Bünyamin Simsek (V).