Århusianske andelsboliger er landets dyreste
Det er dyrere at bo i andelsbolig i Århus end i hovedstaden. Århusianerne betaler en fjerdel mere i boligafgift end københavnerne.
Den tid, hvor andelsboliger var et billigt alternativ til en ejerbolig, er tilsyneladende forbi - i hvert fald hvis boligen ligger i Århus.
En undersøgelse foretaget af bureauet Lejebolig.dk blandt 2.400 boligannoncer viser, at boligafgiften - det beløb en andelshaver betaler hver måned - er højere i Århus end i landets andre store byer.
I Århus betaler andelshaverne i gennemsnit 5.063 kr. hver måned for en lejlighed på 70 kvadratmeter. Det er godt en fjerdedel mere end i København og dobbelt så meget som i Aalborg.
- I Århus er der mange ret nyetablerede andelsboligforeninger, mens de i København er noget ældre. De århusianske foreninger har ikke i så høj grad afdraget deres gæld, og derfor skal der bruges flere penge på renter og afbetaling, siger direktøren for Lejebolig.dk, Michael Eggert, til JP Århus.