Århusianer dømt for trusler mod kronprinsens fly
En mand, der for sjov sagde, at han ville tage en bombe med om bord på et fly, har fået 30 dages betinget fængsel.
Vittigheder i lufthavnen er ikke altid lige sjove.
Det må en århusiansk mand sande, efter at han fredag blev idømt 30 dages betinget fængsel for at have joket med, at han ville tage en bombe med om bord på et fly. Det skriver ekstrabladet.dk.
Flyet havde kurs mod Chicago, og også kronprinsparret var med om bord som passagerer i marts sidste år.
Både de kongelige og de øvrige passagerer blev hurtigt evakueret, og da politiets bombehunde havde gennemsøgt det bombeløse fly, fik det lov at lette med to timers forsinkelse.
Foruden dommen i Københavns Byret har den østjyske mand også betalt erstatning til SAS.
- En del af passagererne på flyet blev på grund af forsinkelsen nødt til at overnatte i Chicago på vores regning. Derfor krævede vi erstatning fra manden. Sagen er efterfølgende blevet løst i mindelighed mellem ham og os, fortæller kommunikationschef i SAS Mikkel Thrane til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mikkel Thrane ønsker dog ikke at oplyse, hvor stort et beløb den århusianske mand har betalt.