Århus vil bygge storhal
Flertal i Århus for storhal til 20.000 tilskuere
Den skal ruste byen til konkurrencen om prestigefyldte koncerter og internationale sportsbegivenheder.
Byrådet i Århus er et skridt nærmere byggeri af en ny storhal, der skal stille den jyske hovedstad bedre i konkurrencen med andre jyske byer om prestigefyldte kultur- og sportsbegivenheder samt konferencer.
Med plads til 20.000 tilskuere regner byen med blandt andet at komme i betragtning som værtsby for flere internationale indendørs sportsstævner.
Kulturrådmand Flemming Knudsen (S) har bedt rådgivningsfirmaet Rambøll om at udarbejde forslag og beregninger for sådan en hal med tilknyttet hotel og erhvervspark.
Han har på forhånd sikret sig flertal i byrådet fra Venstre for at arbejde videre med planerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Hallen vil være landets næststørste efter Parken i København, der kan overdækkes til indendørsarrangementer. Den skal ligge ved siden af byens væddeløbsbane.
Århusianske politikere og erhvervsfolk har længe været bange for, at byen skulle sagte agterud i konkurrencen med andre byer om store prestigefyldte arrangementer, der trækker turister og penge til. I forvejen har Horsens givet Århus baghjul med store koncerter med blandt andre rock-gruppen Rolling Stones.
Og århusianerne frygter planer i Koldingområdet om en lignende storhal, som speedway-arrangøren Ole Olsen er indblandet i.
Venstres medlem af kulturudvalget, Bjørn Kristensen, siger, at han har fået henvendelser fra private internationale investorer, som er interesserede i at skyde penge i projektet.