Århus tekniske Skole risikerer milliontab

Om kort tid skal Århus tekniske Skole sælge bygninger og grunde, og man frygter, at Ceres-salg vil gøre prisen lavere.

Meddelelsen om lukning af Ceres-bryggeriet kom ikke alene som et chok for byen og de ansatte på Ceres. Også på Aarhus tekniske Skole skabte meddelelsen ærgrelse. For om kort tid sætter skolen bygninger og grunde, der ligger klistret op ad Ceres, til salg. Og skolens direktør Annette Lauridsen, frygter at diskussionen om Ceres-grunden påvirker salget.

Da Aarhus tekniske Skole erhvervede grundene, fik Århus Kommune tinglyst en klausul om, at kommunen skal give tilladelse til et eventuelt salg. Det kan give teknisk skole problemer, hvis kommunen ønsker at lade skoleområdet indgå i en helhedsløsning for Ceres-kilen.

- Jeg er meget spændt på, hvordan hele den her Ceres-historie indvirker på salget. Der, hvor jeg vil være meget, meget træt af det, er, hvis det forsinker, at vi kan sælge det , siger Annette Lauridsen til Århus Stiftstidende.

- Hun opfordrer kommunen til selv at købe området, hvis den vil have indflydelse på, hvordan det bliver brugt.

Teknisk skole har hårdt brug for pengene efter et rekordunderskud på 20 millioner kroner sidste år. Likviditeten er stram, og skolen har varslet nedlæggelse af 90 stillinger i de kommende år. Derfor haster det med at få frisørskolen på Ceres Allé 11 og et stort naboareal på Daugbjergvej solgt.