Århus-pædagoger strejker
Udsigt til besparelser på over 40 millioner kroner får pædagoger i århusianske fritidshjem til at strejke.
Op mod 4000 børn i Århus står torsdag til at blive berørt af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blandt pædagogerne i byens fritidshjem, byggelegepladser og integrerede institutioner.
De truende nedskæringer på over 40 millioner kroner vil ødelægge dagligdagen for både børn og ansatte, frygter pædagogerne. De opfordrer derfor byrådet til at droppe spareplanerne under de igangværende budgetforhandlinger, der ventes afsluttet natten til fredag.
Pædagogerne siger, at budgetned- skæringen og en planlagt, ny struktur for pasningen på området vil dræbe den pædagogiske mangfoldighed og valgfrihed.
- Der vil gå en masse pædagogisk viden tabt, og det vil blive trist at være barn i Århus, siger en talsmand for de strejkende pædagoger, Kate Reuther, til Ritzau. /ritzau/
TV 2 | ØSTJYLLAND har mere om sagen i torsdagens udsendelser.