Århus Havn åbner for luftfragt
Billund Lufthavn etablerer terminal for luftfragt på havnen i Århus. Samtidig indledes flere daglige transporter af fragt mellem Århus og Billund.
15. jul 2005, kl. 09:50
Mere end 30 dage gammel
Et samarbejde mellem Billund Lufthavn og Århus Havn resulterer nu i, at lufthavnen etablerer sin egen terminal på havnen.
Terminalen skal fungere som opsamlingssted for regionens luftfragt, og godset vil blive transporteret mellem havnen i Århus og lufthavnen i Billund med flere daglige afgange, oplyser Århus Havn.
- Med det nye tiltag bliver Århus Havn det første sted i Danmark, som knytter de fire transportformer tog, bil, fly og søfart sammen i ét knudepunkt, siger havnedirektør Bjarne Mathiesen.