Århus GF forvist på grund af landskampe
Århus GF må finde ny hjemmebane næste weekend, fordi kvindelandholdets skal spille i NRGi Arena.
Århus GFs håndboldherrer tvinges til at afvikle fredagens hjemmekamp mod Skanderborg i Vejlby Risskov Hallen i stedet for den normale hjemmebane, NRGi Arena.
Grunden er, at Dansk Håndboldforbund hele weekenden afvikler kvindernes træningsturnering, GF World Cup, i NRGi Arena.
Allerede da forberedelsen af dette års turneringsplan gik i gang tidligt på året, gjorde Århus GF opmærksom på, at herreholdet ikke kunne bruges hjemmebanen i uge 42 på grund af GF World Cup. Alligevel blev hjemmekampen mod Skanderborg placeret i netop den uge.
På Århus GFs hjemmeside skriver direktør Henrik M. Jakobsen bland andet:
Det har desværre ikke været muligt for os at forhandle os frem til at lægge kampen i anden periode, ligesom vi har fået afslag på en dispensation om at bytte om på hjemme- og udekampen mod Skanderborg. Derfor har vi set os nødsaget til at finde et andet spillested end vores normale hjemmebane.
Sidste år flyttede Århus GF to hjemmekampe til Forum Horsens. Men det kostede en del tilskuerinteresse. Derfor er valget altså nu faldet på Vejlby Risskov Hallen.