Århus GF forsøgte at score Boesen
Håndboldklubben prøvede at få fat i stjernespilleren Lasse Boesen, men han endte i Tyskland.
12. mar 2008, kl. 08:48
Mere end 30 dage gammel
Selv om det sikkert er godt at spille for Århus GF, var det den tyske storklub Flensburg-Handewitt, der løb med bagspillerens underskrift.
Men Århus GF gjorde et forsøg på at få den eftertragtede herre.
- Der var to grunde til, at vi kontaktede Lasse Boesen. For det første er han en meget dygtig håndboldspiller, og på det tidspunkt, vidste vi ikke, om Toke Holst ville blive i klubben. Vi var nødt til at afsøge markedet, siger Århus GF's sportschef Claus Blem til JP Århus.
Boesen slog dog allerede i den første samtale fast, at han i Danmark kun vil spille for Kolding IF.