Århus GF fik sejr
Århus GF åbnede Champions League med udesejr i Island. Men det holdt hårdt for Erik Vejes tropper
Håndboldherrerne fra Århus GF har oplevet en ret vaklende start på den nye sæson, men Erik Vejes mandsskab fik dog med møje og besvær skrabet en sejr hjem til det jyske i sæsonens første opgave i Champions League. Århusianerne vandt lørdag på udebane hos islandske Haukar Hafnarfjördur med 28-27 og er dermed noteret for to point i Gruppe C.
Danskerne, der blot har fået fire point for fire kampe i den hjemlige liga, måtte lørdag undvære den indflydelsesrige playmaker Henrik Hansen, men sejren kom dog i hus, også selv om det hele lignede endnu en nedtur i slutfasen. Århus GF førte således med 26-21 knap 10 minutter før tid, og Haukar Hafnarfjördur var altså meget tæt på at nå op på gæsterne i den sidste fase. Træner Erik Veje vil givetvis på vej hjem til Århus takke ikke mindst målvogter Lars Juul Mikkelsen, som undervejs nappede fire islandske straffekast.
/ritzau/