Århus-firma kritiseres af håndboldforbund

Dansk Håndbold Forbund er sure på Hummel, som de mener udnytter herrelandsholdets succes.

De danske herrer har succes på håndboldbanen. Senest illustreret ved den flotte 30-20 sejr over Kroatien.

Men den succes nyder Århus-firmaet Hummel godt af, mener man i Dansk Håndbold Forbund (DHF). Og det er forbundet sure over, da Hummel ikke er sponsor for landsholdet længere.

Den tjans er overtaget af Puma.

DHF mener, at Hummel sender signal om, at de stadig er officiel partner med forbundet og dermed nyder godt af landsholdets goodwill.

I en pressemeddelelse skriver Dansk Håndbold Forbund, at Hummel driver parasit-virksomhed, og de opfordrer firmaet til straks at stoppe med at forbinde sig til DHF.

Samtidig opfordrer forbundet fire spillere på landsholdet til at bryde deres kontrakt med Hummel, så længe EM er i gang, og når de optræder for landsholdet i det hele taget.

- VI ser det her som et brud på markedsføringsloven. Hummels reklamekampagne får det til at se ud som om, at firmaet har indgået en aftale med DHF. Men vores aftale er med Puma, siger Anne Grandt, sponsor- og marketingschef i DHF.

Hos Hummel forstår man ikke kritikken:

- Jeg tror, at der er tale om en misforståelse. Vi sponserer Polen og Montenegro og har desuden individuelle aftaler med en masse spillere. Blandt andre Joachim Boldsen, Lasse Boesen, Lars Christiansen og Kasper Søndergaard. På vores hjemmeside har vi karikaturtegninger af alle de spillere, vi har aftaler med, men DHF tror åbenbart, at tegningerne forestiller det danske landshold. Det er dog ikke tilfældet, siger Søren Schriver, adm. dir. for Hummel.

Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND 20.35.