Århus Festuge måske i fare
Tidsnød kan bringe festugen i Århus 2007 i fare. Formanden for kulturudvalget erkender, at festugens ledelse står overfor en kæmpe udfordring.
Festugen næste år kan være i fare, skriver Jyllandsposten. En ny chef efter den afgående Martin Lumby får ikke tid til at sammensætte et internationalt program. Og det bekymrer kulturudvalgsformanden i Århus Uffe Elbæk.
- Hvis det er korrekt, at der ikke er skrevet en eneste kontrakt om gæstespil til festugen 2007, så bør vi måske tænke helt anderledes og holde pause et år, siger han og tilføjer - Hellere holde pause end lave noget hovsa-agtigt.
Selvom store gæstespil skal hyres god tid i forvejen har kulturrådmand Flemming Knudsen ikke fantasi til at forestille sig en festuge-pause. - Jeg kan godt se nogle problemer med internationale kunstnere, men jeg forfalder ikke til sortsyn, siger han.