Århus er Danmarks indbruds-hovedstad
Der er flere indbrud i Århus Kommune end noget andet sted i Danmark. Risikoen for indbrud er dobbelt så stor som i København.
Risikoen for at få stjålet stereoanlægget eller fladskærmsfjernsynet er markant større i Århus end i landets øvrige storbyer.
En gennemgang af indbruds-statistikkerne i en række af de største danske kommuner viser med al tydelighed, at Århus Kommune er det sted i landet, hvor der er flest indbrud i forhold til kommunens størrelse.
Alene i år har der i løbet af de tre første kvartaler været 2.778 indbrud i Århus. Det svarer til godt 19 indbrud pr. 1.000 indbyggere. Til sammenligning har der i København været godt otte indbrud pr. 1.000 indbyggere, mens der i Odense har været 16.
Østjyllands Politi erkender, at problemet med indbrud er særligt stort i den jyske hovedstad.
- Århus er en storby, og hvad deraf følger. Vi har mange misbrugere. Vi har mange udlændinge. Vi har mange kriminelle grupperinger. Og så har vi nok også et temmeligt stort aftager-netværk til de her tyvekoster, siger vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi Leif Benny Kristensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelse tirsdag klokken 19.30.