Årelange fængselsstraffe for dødsvold
Seks rumænske mænd blev mandag idømt fængselsstraffe på op til 10 år i den såkaldte Skovby-sag.
Allerede i fredags blev fire af mændene kendt skyldige i dødsvold under hjemmerøveriet ved Skovby i oktober sidste år. De to sidste blev dømt for på forskellig vis at have deltaget i røveriet, uden dog at have været inde i huset, hvor den 76-årige Karsten Nørgaard blev dræbt.
Mandag fastsatte nævningene og dommeren ved byretten i Horsens så straffene til østeuropæiske mænd.
Den formodede hovedmand blev idømt ti års fængsel, mens to af de øvrige blev idømt fængselsstraffe på otte år.
Den sidste af de mænd, der deltog i selve røveriet, blev idømt otte og og tre måneders fængsel.
Foruden de fire mænd skal yderligere to personer i fængsel. Manden, der fungerede som chauffør, skal to år i fængsel, mens en person, der holdt vagt, blev tildelt halvandet års fængsel.
Samtlige tiltalte bliver udvist af Danmark efter opholdet i fængsel. De fem er udvist for bestandigt, mens den sidste må vende tilbage efter 12 år.
De seks rumænere har endnu ikke afgjort, om de anker byrettens dom.
Bagbundet og gennemtævet
Under røveriet sidste efterår overraskede gerningsmændene et fuldstændig tilfældigt, sovende pensionistægtepar, som blev bagbundet og gennemtævet, inden de blev efterladt hjælpeløse på gulvet i soveværelset.
Den 76-årige Karsten Nørgaard døde med 30 læsioner, mens hans hustru, 69-årige Ellen Nørgaard, med nød og næppe overlevede med 25 læsioner. Hun søgte tilflugt hos en nabo, da det lykkedes hende at slippe fri af sine bånd og havde konstateret, at manden var død.
Anklageren opremsede omstændigheder, der taler for, at straffen kan forhøjes med 50 procent i forhold til den normale straframme:
Røveriet blev foretaget af flere i forening, ofrene var ældre mennesker i eget hjem, ofrene blev bagbundet og gennembanket og efterladt i hjælpeløs tilstand, gerningsmændene forsøgte at slette spor og fortsatte deres indbrudsbølge i Østjylland i ugerne efter Skovby-drabet og indtil varetægtsfængslingen i november 2008.
Se mere om dommen i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.