Anklage om fusk med polakker
Polske arbejdere er registreret som selvstændige i hjemlandet og bliver derfor aflønnet langt under overenskomsten.
Forretningsmanden Anders Madsen fra Nørager på Djursland er i skudlinjen i fagbevægelsens kamp mod de private arbejdsformidlere, som efter fagforeningernes mening udlejer underbetalte østeuropæere til danske arbejdsgivere.
- Anders Madsen er en bagmand, som spekulerer i at lave organiseret plat og svindel, siger Hans Rasmussen, formand for bygningsgruppen i Århus-afdelingen af fagforeningen TIB, til TV2 | ØSTJYLLAND.
Også politiet har kikkerten rettet mod Anders Madsen. I to sager mod ham er der skrevet anklageskrift, og i en tredje sag er en efterforskning i gang.
De polske arbejdere, som er tilknyttet Anders Madsen, er i deres hjemland registreret som selvstændige. Derfor mener Anders Madsen angiveligt, at han kan betale dem under overenskomsten og undlade at fortælle det polske skattevæsen om pengene. Polakkerne aflønnes med 65 kr. i timen.
Anders Madsen har ikke villet udtale sig om sagen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i udsendelsen kl. 19.30.