Anholt-sæler døde af pest
25 døde sælunger fundet på Anholts strande. Skov- og Naturstyrelsen mener, vi kan stå over for en ny epidemi af sælpest.
Skov- og Naturstyrelsen frygter, at vi kan stå over for en ny epidemi af sælpest i Danmark. Tirsdag fandt styrelsens opsynsmand hele 25 døde sælunger på Kattegat-øen Anholt. Normalt finder man knap 30 døde sæler i løbet af et helt år på øens strande. Der er tale om spættet sæl, som er langt den mest udbredte sælart i Danmark.
- Det sker jævnligt, at vi finder døde sælunger på strandene. Det kan for eksempel være unger, der er født for tidligt, men normalt finder vi ikke så mange på så kort tid. Vi kan ikke sige, hvornår de har mistet livet. Nogle af ungerne kan have ligget der i et par uger, fortæller opsynsmand Morten Abildstrøm til RItzau.
Skov- og Naturstyrelsen vurderer, at sælungerne kan være døde af den virus, der er kendt som sælpest. Styrelsen har nu kontaktet Danmarks Miljøundersøgelser, oplyser vildtkonsulent Steen Bonne Rasmussen.
- De vil sende en mand over til Anholt fredag og vil muligvis komme med et svar allerede i begyndelsen af næste uge, siger vildtkonsulenten.