Anholdte har været overvåget længe
Tre personer blev i morges anholdt for at planlægge drab på århusianer, der stod bag kontroversiel Muhammed-tegning.
Aktionen mod de personer, der angiveligt har planlagt at dræbe Jyllands-Postens bladtegner Kurt Westergaard, har været under opsejling længe.
Aktionen fandt ifølge Politiets Efterretningstjeneste sted klokken 04.30 i Århus-området. Ifølge chefen for PET, politimester Jakob Scharf, har man i længere tid overvåget de anholdte.
- PET har ikke ønsket at løbe nogen unødig risiko og har derfor valgt at gribe ind i en meget tidlig fase for at afbryde planlægningen og gennemførelsen af drabet. Nattens indsats skal således først og fremmest ses som en præventiv foranstaltning, hvor målet er at forhindre en lovovertrædelse i at blive begået, siger Scharf i en pressemeddelelse.
Trods anholdelserne fastholder PET den nuværende trusselvurdering i forhold til terror i Danmark.
Kurt Westergaard stod bag den mest omstridte af de 12 tegninger af profeten Muhammed, der i september 2005 blev bragt i Jyllands-Posten. På tegningen var profeten afbilledet med en bombe i sin turban
TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagen - på tv og på nettet.