Anholdt for trusler mod vidne
En 16-årig ung mand blev i dag anholdt for at have overfaldet og truet en anden 16-årig, som angiveligt er vidne til et røveri begået tidligere.
En 16-årig ung mand blev i dag klokken 11.00 anholdt og sigtet for vold mod et vidne.
Fredag klokken 23.45 truede den 16-årige en anden 16-årig med at slå ham ihjel, hvis han vidnede overfor politiet om et røveri. Efter at have truet den jævnaldrende dreng, gav den 16-årige ham to lussinger og et knytnæveslag i ansigtet, hvorefter han sparkede ham flere gange i maven. Voldsmanden har angiveligt været involveret i flere røverier.
Den 16-årige sigtes for vold og vold mod et vidne, hvilket politiet betragter som en skærpende omstændighed. Den 16-årige fremstilles til grundlovsforhør i morgen klokken 9.00.