To anholdt efter bilrøveri
Hundepatrulje fandt frem til to mænd, der røvede bil i Mindeparken i Århus
10. jun 2003, kl. 08:16
Mere end 30 dage gammel
Et par dygtige hundesnuder førte natten til tirsdag politiet i Århus frem til to mænd, der menes at stå bag røveriet af en bil i Mindeparken syd for byen.
En mand, der opholdt sig i parken ved 22.30-tiden mandag, blev pludseligt kontaktet af to andre mænd. De gav ham et slag i ansigtet og trak en kniv frem for at true ham til at udlevere sine bilnøgler. Med nøglerne i hånden kunne de to røvere så bemægtige sig mandens bil.
Den blev senere på natten fundet forladt i forstaden Lystrup. Men ved at sætte næsen i sporet lykkedes det en hundepatrulje at snuse sig frem til et hus i nærheden, hvor de to mistænkte opholdt sig. /ritzau/