Angriber forlader Randers FC
Nye spillerindkøb og øget konkurrence om pladserne får Rene Svendsen til at sige farvel.
Randers FC har været på en hidsig jagt efter forstærkninger til truppen, men nu går det også den anden vej. Fodboldklubben har inden for kort tid sikret sig Nocko Jokovic, Rasmus Hansen, Lars Larsen og den newzealandske landsholdspiller Che Bunce, og den øgede konkurrence om pladserne betyder, at flere spillere er havnet på udskiftningsbænken.
Angriberen Rene Svendsen er blandt de spillere, der sjældent er med i træner Lars Olsens startopstilling, og det har fået den randrusianske spiller til at pakke sin sportstaske og forlade klubben. Rene Svendsen havde kontrakt i mere end to år endnu, men ifølge Randers FC har den 23-årige angriber selv ønsket at blive fritstillet.
Klubbens direktør, Jacob Nielsen, gør opmærksom på, at Rene Svendsen altid er velkommen i Randers FC, hvis han får lyst til at vende tilbage.