Anders Fogh blev buh'et ud
Fogh lovede penge til støj- og miljøudbedringer i forbindelse med den nye Silkeborg-motorvej. Alligevel blev han buh'et ud fra borgermøde.
Løfter om ekstra penge til at formindske støjgener og naturødelæggelser formildede ikke mærkbart langt størstedelen af de 1800 tilhørere, som er modstandere af den såkaldte kombilinje gennem byen.
Flere gang under gårsdagens borgermøde blev statsministeren buh'et og piftet ud. Også da han troppede op i salen, hvor en del dog klappede høfligt til velkomst.
En linjeføring ved Resendal nordøst om byen afviste han blankt. Både med at der er et folketingsflertal imod, og det derfor er utænkeligt. Og fordi området er 'en af de mest kostbare naturperler, vi har i landet', som det vil være 'utilgiveligt' at lave en motorvejsbro over.
Og en tunnel under Gudenåen ved Resendal er både for dyr og vil være for skadelig for naturen i forbindelse med anlæggelsesarbejdet, sagde han.
- For at sige det lige ud: Den natur vil jeg ikke være med til at smadre. Jeg vil ikke være med til at pløje en motorvej gennem så smukt et sted, sagde statsministeren.
Han erklærede sig i stedet parat til at sætte ekstra penge af for at afbøde støjgener og for at skåne Nordskoven og Dyrehaven tæt op ad Silkeborg, som silkeborgenserne selv fremhæver som mere værdifulde naturområder for dem end Gudenådalen. /ritzau/
EKSTRA:Du kan se et fyldigt sammendrag fra borgermødet ved at klikke - her!" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=16257">her!