Ambulancer tager færgen
Trafikken ved Randers Bro er så tæt, at Falck ofte vælger at tage færgen over Randers Fjord i stedet.
Falcks ambulancer må ofte tage færgen, når de skal fra det nordlige Djursland til Randers Centralsygehus.
Trafikken omkring Randers Bro er blevet så tæt, at ambulancerne risikerer at spilde dyrebare minutter i en bilkø. Derfor vælger førerne af ambulancerne sommetider at benytte færgeruten ved Mellerup, når det er myldretid. På den måde kan ambulancerne vinde dyrebare minutter.
Ifølge Falck sker det cirka 12 til 14 gange årligt, at ambulancerne tager med færgen over Randers Fjord. Det er dog op til den enkelte Falck-redder at vurdere, hvad der er hurtigst.
Flere folketingspolitikere fra Randers vil lægge pres på deres Christiansborg-kolleger for at få dem til at bevilge penge til en ny bro over Randers Fjord.