Aldi lukker 32 butikker i hele landet
Efter et underskud på 243 mio. kr i 2016, lukker Aldi 32 butikker.
Aldi lukker 32 butikker i Danmark, oplyser discountkæden i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at Aldi fik et underskud på 243 millioner kroner i 2016.
Aldi har i dag 220 butikker fordelt over hele landet, 32 af dem lukker.
Læs også
Discountkæden er klar til at investere et trecifret millionbeløb i at modernisere resten af butikkerne, lyder det fra Aldis direktør for kvalitet, CSR og kommunikation Thomas Bang.
- Vi erkender, at vi skal give vore kunder en bedre indkøbsoplevelse, end vi har gjort hidtil. Ellers er man i dag ikke en relevant discountkæde, siger Thomas Bang.
Han hæfter sig ved, at det trods den hårde konkurrence er lykkedes Aldi at hæve omsætningen med 2,5 procent til knap 3,7 milliarder kroner.
- Det er lykkedes os at hæve vores omsætning og forbedre vores resultat, så der er lyspunkter, siger han.
Læs også
Stigende omsætning
Selv om bundlinjen lyder på minus 243 millioner kroner, er det en forbedring på 54 millioner kroner fra året før.
Aldis omsætning har været stigende siden 2013, men samtidig har kæden givet trecifrede millionunderskud de senere år.
Forklaringen fra Thomas Bang lyder, at Aldi ikke har været god nok til at fortælle kunderne om kædens kvaliteter.
De 32 butikker, der skal dreje nøglen om, fordeler sig med 14 på Sjælland, 8 i Nord- og Midtjylland samt 10 butikker i Sydjylland og på Fyn.
Butikkerne får sidste åbningsdag i løbet af juni og juli.